21 kandidater stiller op til Seniorrådsvalg i Aabenraa Kommune
Stor interesse for at præge seniorlivet betyder, at det bliver et kampvalg 18. november 2025, der for første gang også er et kombineret fremmøde valg.
Når borgerne i Aabenraa Kommune 18. november 2025 skal til stemmeurnerne for at vælge nyt Seniorråd, bliver det for første gang i mange år et kampvalg. Hele 21 seniorer har nemlig valgt at stille op til valget, hvilket er en markant stigning i forhold til sidste valg, hvor antallet af kandidater præcis svarede til de 11 pladser i rådet.
- Det er en glædelig udvikling og et tydeligt tegn på, at mange seniorer i Aabenraa Kommune engagerer sig i seniorlivet og ønsker at være med til at præge det, siger Karen Storgaard Larsen, Direktør for Social & Sundhed i Aabenraa Kommune.
De 11 kandidater, der skal vælges til Seniorrådet er fordelt på fem opstillingskredse: Bov, Lundtoft, Rødekro, Tinglev, og Aabenraa. Alle stemmeberettigede kan dog afgive deres stemme på samtlige kandidater, uanset kreds.
Valget gennemføres som et kombineret fremmødevalg. Det betyder, at man enten kan stemme digitalt hjemmefra via beskeden, man modtager i sin digitale postkasse, eller møde personligt frem på et af de 18 valgsteder og afgive sin stemme ved hjælp af sit sundhedskort. Valgstederne er de samme som skal benyttes til kommunal- og regionsrådsvalg.
- Borgere med digital post vil i begyndelsen af oktober modtage et brev i deres digitale postkasse, hvorfra de kan stemme frem til 18. november. Borgere, der har fravalgt digital post, vil i stedet modtage et fysisk brev med mulighed for at brevstemme, forklarer Karen Storgaard Larsen.
Alle borgere i Aabenraa Kommune, som er fyldt 60 år på valgdagen 18. november 2025, er stemmeberettigede.
Seniorrådet er borgernes talerør i forhold til kommunens ældrepolitik og arbejder for at styrke dialogen mellem seniorer og byrådet i spørgsmål, der vedrører ældres vilkår og trivsel.