Gå til hovedindhold
Pressemeddelelse

Nyt Seniorråd i Aabenraa Kommune har konstitueret sig

Det nyvalgte Seniorråd er trådt sammen og har konstitueret sig efter et valg, der for første gang siden 2017 blev afholdt som egentlig afstemning – og som samtidig blev gennemført digitalt.

09. dec. 2025

Indhold

    Seniorrådet har på et møde mandag konstitueret sig og består fra 1. januar 2026 af syv nuværende og fire nye medlemmer: Uwe Max Jansen, Ejler Schütt, Hans Christian Bock, Anne Steinbeck, Ina Leiberg Maretti, Sønnick Andresen, Dieter Johannsen, Aksel Juhl, Annette Frederiksen, Torben Enevoldsen og Lise Christensen. Samtidig har rådet genvalgt Dieter Johannsen som formand, hvilket han glæder sig til at fortsætte som.

    – Jeg ser frem til endnu en periode i Seniorrådet, og som formand ligger det mig meget på sinde at videreføre det konstruktive samarbejde i Seniorrådet sammen med de nye medlemmer. Seniorrådet skal gøres endnu mere synligt, og vi skal fortsat være kritiske, men i en god tone – det har vi vist, at vi kan.

    Valget til Seniorrådet blev i år gennemført digitalt, hvilket er nyt for Aabenraa Kommune. De stemmeberettigede kunne stemme både i måneden op til valget og på selve valgdagen, som fandt sted samtidig med kommunal- og regionsrådsvalget. Samtidig er det det første egentlige valg siden 2017, da valget i 2021 var et fredsvalg uden afstemning.

    Seniorrådet rådgiver Byrådet i ældrepolitiske spørgsmål og skal sikre, at ældres behov og synspunkter formidles til kommunen. Rådet inddrages efter lovgivningen i alle relevante forslag og initiativer på ældreområdet og mødes løbende med Social- og Seniorudvalget om udviklingen for kommunens ældre borgere.