Gå til hovedindhold
Pressemeddelelse

75 folkeskoleelever giver Horsens Fjord en hånd: Udvider stenrev med otte tons sten ved hjælp af håndkraft

Tirsdag d. 12. og 19. maj får Horsens Fjord ikke bare én, men flere hjælpende hænder - helt bogstaveligt. Tre syvendeklasser fra Stensballeskolen står nemlig klar til at udvide stenrevet i deres lokalområde med otte tons sten ved hjælp af håndkraft og SUP-boards.

08. maj 2026

Indhold

     
     

    Normalt er udlægningen af sten i havet noget, som et rederi tager sig af. Men på Stensballeskolen i Horsens har eleverne valgt at tage naturgenopretningssagen i egen hånd.

     

    Sammen med Ungdomsskolen Horsens skal eleverne lægge cirka otte tons sten ud i et afmærket område ved Husodde Strand - en af kommunens mest besøgte badestrande.

     

    Det skal ske ved hjælp af håndkraft og SUP-boards, som - læsset med få sten ad gangen - trækkes ud på fjorden og tippes i.


    Her skal stenene supplere et allerede eksisterende stenrev og være med til at skabe endnu mere liv under havoverfladen - og samtidig gøre området mere interessant at bruge rekreativt.

     

    Lars Johnsen, som er lærer og friluftsvejleder ved Ungdomsskolen, glæder sig til en anderledes skoledag med eleverne:
     

    - Når eleverne selv er med til lægge sten ud, får de en helt anden forståelse for havet og de økosystemer, som er så hårdt pressede i dag. Samtidig kan det åbne elevernes øjne for nogle af de fantastiske oplevelser, man kan få ved vandet - uanset, om det er på et SUP-board eller som strandgæst.

     

    Snorkelrev skal bidrage til mere liv og viden


    De mange nye tons sten tjener flere formål. Det fortæller Jonna Lund, der er biolog i Horsens Kommune:

     

    - Stenene er livsvigtige for rigtig mange arter og dermed også for biodiversiteten i området - blandt andet, fordi de bliver tilgroet med tang, som fisk og smådyr kan finde skjul og føde i. Derudover er målet, at vi med snorkelrevet kan trække endnu flere horsensianere ud i naturen og give dem nogle oplevelser, som giver dem lyst til at passe endnu bedre på den.

     

    Netop det rekreative element spiller en vigtig rolle ved Husodde Strand. Det rev, som blev etableret tilbage i 2024, skal nemlig med tiden blive til et attraktivt udflugtsmål for særligt snorkeldykkere.

     

    Derfor bliver der også senere i år udlagt ca. 40 tons sten i selvsamme rev, ligesom der arbejdes på at etablere en dykkersti, som skal gøre det endnu nemmere at følge stenene og livet omkring dem.
     

    Pressen er velkommen til at deltage ved stenudlægningerne.

     

    Der vil sideløbende med stenudlægningerne d. 12. og d. 19. maj være to naturvejledere fra Horsens Kommune, som giver eleverne mere viden om fjorden og livet deri.

     

    Program for dagen:

     

    9.00-9.10: Velkommen til - og opdeling i hold

     

    9.10-9.30: Omklædning til våddragter

     

    9.30-12.00: Udlægning af sten & sideløbende formidling om fjorden v. Horsens Kommunes naturvejledere

     

    12.00-12.30: Afrunding med varm kakao

     

    12.30-13.00: Omklædning og tak for i dag

     

    Fakta om projektet

     

    • Stenrevet ved Husodde Strand blev etableret tilbage i 2024 af et professionelt rederi. Revet er 300 meter langt og 10 meter bredt - og består af bunker af sten, der ligger fordelt inden for et afmærket område
       
    • I 2025 blev revet udvidet med 2-3 tons sten af ca. 20 frivillige, som flyttede sten fra stranden til vandkanten og læssede dem på SUP-boards, som efterfølgende blev trukket ud på fjorden og tippet i. Eleverne og Ungdomsskolen følger samme udlægningsmetode
       
    • Formålet er at skabe mere liv under havoverfladen og samtidig gøre området mere attraktivt at bruge rekreativt
       
    • Initiativet sker i regi af Ren Horsens Fjord-projektet, som arbejder med naturgenopretning i Horsens Fjord
     

    Vedhæftede filer



     

    Vedhæftede filer