Faktaboks
Faktaboks
Natur
Turen går fra marskens åbne vidder til indlandets plantager og dyrkede jorder. Vadehavet strækker sig fra Ho Bugt mod nord til Holland mod syd og er udpeget til verdensnaturarv.
Hvert år trækker 10-12 millioner fugle ind over området, og sort sol med de store stæreflokke, som flyver i smukke formationer, er en populær attraktion. Vadehavet giver liv til over 10.000 plante- og dyrearter, og hver 6. time skifter havet mellem ebbe og flod.
Digerne beskytter fastlandet mod de stormfloder, der igennem årene har kostet tusindvis af menneskeliv.
I marsken ligger landsbyerne højt placeret på værfter eller naturlige forhøjninger, som beskyttede mod stormflod. Længere inde kommer gesten, det faste land, hvor der fra 1860’erne og langt op i 1900-tallet blev anlagt plantager – ofte med hjælp fra Det Danske Hedeselskab, der blev stiftet i 1866.
Ved Klåby passerer man Klåbygård Mergelleje, som var i brug til ca. 1970. Det forladte mergelleje er blevet til en sø, hvor der bl.a. kan ses sumpmejse, fuglekonge og stor flagspætte.
Egnen omkring Høm er præget af landbrug med marker omkring landsbyerne og græsningsenge omkring vandløbene.